Un Petit Tour des Pays Nordiques

Seleção de Morten Bjoerbaek Moeller
Noruega, especial para a FRINCHA




- "Håvamal" est un poème norvégien ( écrit en
vieux norvégien), c'est un discours d'Odin concernant
des règles éthiques.



Håvamål

69.Endå ver kje vonlaus
om ho veiknar, helsa:
sume av søner fær sæle,
sume av frendar,
sume av fe-eign,
sume av velgjort verk.
70. Betre å leva
enn livlaus vera,
kvik fær alltid ku.
Bål for rikmannen
brenne eg såg,
lik føre døri låg.
71.Er du halt, kan du ride,
handlaus gjæte,
er du dauv, kan du duge i strid.
Blind er betre
enn brend å vera;
daud mun ein lite duga.
72.Son er kjærfengd,
om seint komen,
etter faren for.
Sjeldan bautasteinar
nær brauti stend,
utan frendar fekk dei reist.
76.Døyr fe;
døyr frendar;
døyr sjølv det same.
Men ordet om deg
aldri døyr
vinn du eit gjetord gjævt.
77.Døyr fe;
døyr frendar;
døyr sjølv det same.
Eg veit eitt
som aldri døyr,
dom om daudan kvar.




- Le fichier Vitalis: " Livet och döden ", est une traduction
en suédois d'un poème de Janus Vitalis ("La vie et la mort",
j'imagine).



Vitalis
(Erik Sjöberg)

Livet och döden
Står jag om en morgon på fjällets topp,
Med sin grönskande Majkrona krönt,
Och ser dagen i guld och purpur gå opp,
Jag ropar: Hvad lifvet är skönt!
Liksom uti lunden foglarnas röst,
Da ljusningens timma är när,
Uppvakna til sång i mannens brøst
De mäktiga hjelte-begär.
Då känner min själ en osläckelig lust
Att fjerran från hem och från hus,
Som Solen, vandra från kust til kust,
Och skapa blommor och ljus.
Står jag om en afton på fjällets topp,
Försunken i andakt och bön,
Och ser Natten i silfver og purpur gå opp,
Jag tänker: Hvad döden är skön!
Och nalkas en smekande aftonvind
Med blommors doft i sin famn,
Då tror jag Naturen kyssa min kind,
Och med kärlek hviska mitt namn.
Ser jag den oändligehimmelen stå
Med stjernor, som barn, i sin famn,
Alla menniskobragder tyckas mig små;
Blott stort den Oändliges namn.
Ack, hur de förlora sin trollander röst,
All jordens fruktan och hopp,
När de eviga tankar i skaldens bröst,
Som stjernor på himlen, gå opp.



- "Philosophen" (danois) est un des poèmes préférés
d'un ami qui habite à Copenhague


Philosophen
(L.A. Bødtcher)

Der er en Gjæring, paastaaer man, i Tiden,
Maaskee! men see, min Vin blev sjelden suur,
Naar Flasken altid kjønt blev lagt paa Siden, -
Sligt applicerer jeg paa min Natur:
Jeg ligger rolig, selv naar jeg ej sover,
Og haaber nok, min Gjæring skal gaae over.
Jeg har en Ven, og En er nok i Grunden,
Han er min Damon, jeg hans Pythias,
Vi snakke smukt hinanden efter Munden,
Og tørne sammen kun med vore Glas:
At gaae i Døden for mig, jeg ej beder,
Men han maa gaae sin Vej, naar han mig kjeder.
Min Glut er trind, og Brystet dejligt hvælvet;
Hvad Farven angaaer, - hver Coleur mig huer,
Er Øjet blaat, jeg flux ”en Himmel” skuer,
Men i det Sorte seer jeg intet Helved:
Stor eller Lille – Sligt jeg ikke ændser,
Min Kjærlighed, den er foruden Grænser!
Til hvem jeg regnes, de Servile, Liberale?
Jeg staaer på denne Korsvej uden Qval,
Min mening er: den regnes blandt de Gale,
Som ikke mod sig selv er Liberal!
Hver faaer sit Kors, dog – hvordan Sagen stiles
Vil jeg dog bære helst på de Serviles.
Hvad Folk hverandre hviske vil i Øret,
Naar jeg er død, mig volder ingen Vee,
Distancen er for lang til jeg kan hør’et,
Jeg strækker mig i Skyens Kanapee;
Og skulde Tingen blive mig for broget,
Jeg trykker Skyen og lader falde Noget!
Saaledes lever jeg foruden Sorger,
Med god Samvittighed min Dag og Nat,
Jeg er i Kjøbenhavn en gammel Borger,
Som svarer sine Tynger og sin Skat;
Og jeg har Penge, - derfor vil nok Præsten
Engang ved Graven Jer fortælle Resten.



- "Gatene gjelder ikke" est un poème d'une collègue
de travail à Oslo. Poème assez nostalgique, mélancolique
mais qui capte bien le "sentiment" d'Oslo.


Gatene gjelder ikke
(Kjersti Bjørkmo)

Noe har hendt
Og gatene gjelder ikke lenger
Trafikklysene blinker gult på femte uka
En pointer utenfor kaffebrenneriet gnager på et
Dukkehode
Og jeg er glad for gråværet
Og dammene på bakken med sin mørke glans
Der de glor opp i skrittene våre
Glad for gapet
I kvartalet; et sammenrast hus
Som en brukket tann i meglersmilet
Og for trettisjubussen som ikke stopper for noen.
Drit i å løpe
Ingen teller sekunder. Drit i obskønitetene
Ingen husker foranledningen
Byen har begynt
Å helle
Glipen mellom brosteinene forskyves ikke mer
Enn en millimeter hvert lavtrykksdøgn
Mens fortausdampen stryker rundt leggene våre
Som dyrepust
Når vi passerer hverandre
Er det som å gjennkjenne et ansikt
Eller en lysende detalj
Fra søvne